Om bådens papirer

Dokumenter
I Danmark har vi som bekendt ikke nogen tvangsmæssig registrering af fritidsbåde (som i mange andre lande i EU) og da Søfartsstyrelsen ikke længere udsteder nationalitetsbeviser til lystfartøjer under 20 bt har man udarbejdet et brev, som fritidssejlere kan medbringe til udlandet som erstatning for nationalitetsbeviset. Da det imidlertid kan være svært at forklare til en lokal havnemyndighed, der vil se 'dokumenter', bruger de fleste danske sejlere et af de helt frivillige (og private) registreringmuligheder i FTLF eller Dansk Sejlunion (DS). Svenske sejlere bruger Svenske Kryssarklubben (SXK) osv. 

Selv har vi Troldand registreret i DS som er umiddelbart tilgængelig for alle medlemmer af en sejlklub under Dansk Sejlunion og er en fuldt tilstrækkelig og billig løsning. Fælles for disse registreringer er det imidlertid, at der ikke er tale om officielle registre og at der ikke er nogen jura forbundet med dem. Der er tale om en slags 'private' tiltag uden officiel status. Men når et havnekontor eller en toldembedesmand beder om dokumenter er det rart at have noget at vise dem.

 

Troldands registreringsbevis fra Dansk Sejlunion. Det kan udstedes til alle medlemmer af en klub under DS, har fungeret til alles tilfredshed, koster et engangsbeløb på 250 kr og har ingen udløbsdato Det såkaldte Blue Card udstedes hvert år af vores forsikringsselskab (Pantaenius, se også siden om forsikringer). Heraf fremgår på mange sprog (incl. græsk) at vi har den nødvendige ansvarsdækning i Grækenland f.eks. også mod forurening.
Vores engelske VAT payment certificate, udstedt da vi overtog båden på værftet I kø på toldkontoret i Lefkas efter ankomsten, det var (og er) kompliceret at finde ud af de græske regler og få udstedt det såkaldte DEKPA bevis. Og tilsyneladende ændrere det sig næsten år for år.

Dernæst spørges der mange steder (Spanien og Grækenland) om forsikringspapirer altså: Man sikrer sig at der er en ansvarsforsikring med tilstrækkelig dækning når man ligger inden for de beskyttende moler (det kunne danske havnemyndigheder lære noget af). Vores forsikringsselskab Pantaenius udsteder hvert år et sk. blåt bevis (Blue card), som vi automatisk får tilsendt pr mail (når vi har betalt). Det forklarer (også på græsk... og det er vigtigt) at vores dækning er som den skal være (incl f.eks. dækning ved forurening).
Mht forsikring er det i øvrigt værd at bemærke at hvis man tager sin båd ud af landet kan man (via sit forsikringsselskab) fritages for forsikringsafgift mod en erklæring om at forsikringen ikke gælder i danske farvande (se i øvrig afsnittet om Forsikringer).

Endelig er det et potentielt problem hvis båden er nyere end fra 1985 og man ikke kan bevise at der er betalt moms i et EU land. Man bør derfor altid ved køb af brugt båd til langfart sikre sig en original købekvittering, hvoraf det fremgår at der er betalt moms. Vær også forsigtig ved evt køb af båd i udlandet (f.eks. Norge, eller Storbritannien) eller ved køb af tidligere charterbåd, hvor der muligvis ikke er betalt moms. I modsat fald forfalder denne (hvis det opdages) principielt i det første EU land du anløber.

Det kan også potentielt (her er især Spanien berygtet) blive et problem, hvis man opholder sig (altså besætningen og ikke båden) i et andet EU land i mere end 183 dage på et kalenderår. I så fald bliver man nemlig hermed teknisk set skattepligtig i det pågældende land (med mindre der foreligger en bilateral skatteaftale mellem Danmark og det aktuelle land). I Spanien betyder dette til og med at ens båd skal om-matrikuleres og beskattes idet det i Spanien ikke er tilladt, at en skatteborger registrerer sin båd i et andet land (end Spanien).

Krav til sejladskvalifikationer etc.
I mange lande er det obligatorisk med et egentligt bevis for sejladskvalifikationer (sk. 'evidence of competence') og kravene varierer fra land til land. Nogle steder gælder kravet for kystfarvande og andre steder for indlands farvande (kanaler) og nogle steder både og. Mange bådejere tror/mener at de kan sejle hvor som helst, så længe de opfylder kravene i hjemlandet (dvs. der hvor båden er 'flaget'/registreret). Det er imidlertid en misforståelse. De internationale regler fremgår af en FN-konvention (United Nations Convention on the Law of the Sea), hvoraf det fremgår at besøgslandet kan stille yderligere krav (ud over de, der kræves i hjemlandet) til båd, udstyr og dens fører.

Det mest almindelige krav, er bevis på skibsførerens kvalifikationer, noget der som bekendt (for sejlbåde i den størrelsesorden vi befinder os i) ikke er krav om i Danmark. Det er imidlertid ikke altid lige let at gennemskue, hvilke krav der stilles hvor, lige som lokale myndigheders fortolkning (ogviden om) af reglerne kan variere fra havn til havn. Det er imidlertid helt sikkert, at hvis man bliver bedt om at dokumentere sine sejladsmæssige kvalifikationer og ikke har et 'passende' dokument (f.eks et duelighedsbevis) at fremvise, kan  man komme i en ubehagelig situation der ikke umiddelbart kan løses.

 
CEVNI bevis udstedt af Dansk Sejlunion (DS)   Yacht III eksamens-bevis udstedt en gang tilbage i 1970'erne

På Troldand har vi begge (i en fjern fortid) gennemført Yacht III og medbringer vores eksamensbeviser fra den gang (se ovenfor th.)
Sejler man på kanaler skal man endvidere være i besiddelse af et sk. CEVNI certifikat. Dansk Sejlunion kan hjælpe here og har på deres hjemmeside yderligere information om litteratur og kurser. Som det ses af billedet ovenfor tv. er det her Rie der har erhvervet sig dette. Men som jeg siger at på kanaler er man jo ikke til søs og på land bestemmer reder(Rie)t jo alligevel al ting ....... så det er vel meget rimeligt?

Vores erfaringer
Da Troldand i 2010-14 var i Spanien (om vinteren hhv. i Vivero, i Sevilla, i Barcelona og i San Carles), og vi overholdt omhyggeligt reglerne om ikke at være i landet mere end 183 dage pr. løbende år. Som dokumentation førte vi en oversigt over, hvor vi var og hvornår (dette kunne om nødvendigt være dokumenteret via vores kreditkort-brug). Endvidere gemte vi alle boarding-pas fra vores ind- og udrejser. Endelig har vi (jf. ovenfor) sammen med bådens papirer, dokumentation for at der er betalt moms af båden i det EU land, hvor vi i sin tid købte den (UK). Vi har imidlertid aldrig selv haft brug for denne dokumentation end sige antydning af problemer.

Vi har imidlertid hørt rædselsvækkende historier om tilbageholdelse af både og gigantbøder/afgifter; men kun som rygter og på anden-, tredie- eller fjerde hånd, og hvor det, når man 'graver' i historien, ofte viser sig, at der er tale om 'partsindlæg', hvor nogle 'facetter' og lidt mere lyssky historier 'behændigt' udelades.
Det jo sådan at vi mennesker gerne vil spare mest muligt. Det bliver derfor fristende for svage sjæle at forsøge at snyde systemerne for (som vi siger): at 'bevæge sig under radaren'. Vi har mødt adskillige sejlere af forskellig nationalitet (især i Spanien, men også i Portugal og Grækenland), som har boet i deres båd i samme marina i årevis. De indrømmer gerne at de ikke har anden fast adresse, og når man spørger dem, hvor de så betaler skat (dumt spørgsmål), svarer de glad at 'de jo ikke tjener nogen penge så der er jo ingen skat at betale' (sic). Vi har også oplevet at de pågældende har haft bil med 'hjemlandets' forældede nummerplader (i mange lande skal disse skiftes/fornys med faste mellemrum, men kan de lokale politi gennemskue det?). Til og med har vi oplevet at bilen anvendes til ulovlig taxakørsel, og altså konkurrerede på helt ulige vilkår med de lokale. Og det bliver man næppe populær af. Der er altså gode grunde for de lokale myndighede til at være opmærksomme, det ses jo gerne, at også de ikke lokale bidrager til den fælles kasse.

Nedenstående er vores egne overvejelser og erfaringer. Her er der er ikke tale om rygter, men om førstehånds-oplevelser. Det synes imidlertid som om problemet først opstår hvis man er meget lang tid på det samme sted, og dermed påkalder de lokale myndigheders opmærksomhed. F.eks. oplevede vi i Sant Carles i Spanien, at når politiet ind imellem viste marinaen (og dens parkeringsplads) en særlig opmærksomhed, behagede det tydeligvis ikke alle sejlerne. 

På Troldand blevet opsøgt af  spanske myndigheder to gange: en gang til søs (toldvæsnet) og en gang af Guardia Civil. De var i begge tilfælde overordentligt venlige og korrekte (vi taler spansk og det hjælper selvfølgelig); men vi har da oplevet sejlere, der højtråbende på engelsk forsøger at forklare mænd i uniform, hvad de mener om dem og hvad de mener deres deres ret er ......: det er ikke en farbar vej og kan ikke anbefales.

Mht. førerens kvalifikationer havde vi en oplevede i Bar i Montenegro (ikke EU), hvor der kræves en såkaldt cruising-permit for at sejle. En sådan udstedes kun hvis bådens førerer har kompetancepapirer, og faktisk afholdt duelighedsprøver for folk uden 'kompetance-papirer', inden man ville udstede den førnævnte tilladelse til sejlads i området.

læs i øvrigt DS' vejledning vedr. Regler og love ved sejlads i udlandet

senest opdateret august 2023